Er du glad for at arbejde med mennesker og være frivillig, samt gøre en forskel for de udsatte i samfundet?
- Så er det nok dig vi søger!
Stillingsbeskrivelse
Gæld og økonomisk kaos fastholder mennesker i hjemløshed og psykisk mistrivsel. Det kan være svært at få et godt liv i egen bolig, hvis kreditorerne hele tiden banker på, postkassen bugner af rudekuverter og kontoen går i nul den 5. i måneden.
Som frivillig økonomirådgiver i WeShelter hjælper du mennesker i hjemløshed og andre udsatte med at få økonomien til at hænge sammen. Med styr på økonomien bliver vejen ud af hjemløshed kortere, og det er med til at sikre et godt liv i egen bolig.
Som frivillig i WeShelters økonomirådgivning hjælper du mennesker i udsatte positioner med at skabe overblik over deres økonomiske situation, lægge budget for en hverdagsøkonomi, etablere afdragsordninger, søge om gældssanering eller eftergivelse af offentlig gæld og meget andet.
Du vil sammen med en fast partner blive tilknyttet og tilbyde økonomirådgivning på et herberg, værested eller andet socialt tilbud. Her vil du møde herbergsbeboere og værestedsbrugere, som søger økonomisk rådgivning.
Økonomirådgivningen bygger på empowerment, der inden for socialt arbejde handler om at skabe en proces, hvor det enkelte menneske får kontrol og magt over sin egen situation. Vi har derfor et stort fokus på inddragelse og læring, og målet er, at den rådsøgende bliver i stand til at styre sin økonomi.
Som frivillig økonomirådgiver repræsenterer du hverken bank, kommune, skat, kreditorer eller andre. Du har ingen dagsorden eller løftede pegefingre. Den enkelte rådgivningssamtale skal altid tage udgangspunkt i det, den rådsøgende ønsker hjælp til – uanset om det er gælden til familie, venner, banken, myndigheder eller kreditorer eller noget helt andet. Det handler om at gribe de rådsøgendes motivation og hjælpe der, hvor det gør mest ondt. Det skaber tillid mellem dig og den rådsøgende, og det øger den rådsøgendes muligheder for at handle og skabe forandring.
Vi lægger vægt på at styrke den rådsøgende gennem en aktiv rolle i rådgivningen. Og det er vigtigt, at vi ikke overtager ansvaret for den rådsøgendes økonomi. Derfor skal du involvere den rådsøgende så meget i arbejdet, som muligt kan. For nogle handler det om at være med til at åbne rudekuverter. For andre handler det om selv at kontakte banker, kreditorer eller andre. Det er forskelligt. Men du skal altid tage udgangspunkt i den enkeltes ønsker, ressourcer og motivation.
WeShelters frivillige gælds- og økonomirådgivning har fået RådgivningsDanmarks kvalitetsstempel. Det betyder, at rådgivningen har været igennem en vurdering af, hvorvidt tilbuddet lever op til en række fælles standarder for kvalitet i gratis, sociale rådgivningstilbud. I løbet af processen er vi blevet målt på en række kriterier inden for temaer som faglig tilgang og metode, kompetencer, ledelse, etik og lovgivning.

Lad Jobbutler skrive den perfekte ansøgning udfra et jobopslag og dine unikke kompetencer.